Det danske samfund er frit, og man kan ytre sig, som man vil, eller kan man? Tabuer ligger lige under overfladen og lurer. Døden er det mest velkendte tabu, men ikke det eneste.
Lige fra ungdomsårene slår tabuerne igennem. Mange oplever, at når de bliver teenagere, står deres følelser nederst på listen. Alt der har noget at gøre med kærlighed er totalt no go! Man spiller sin rolle, om man kan lide den eller ej. Alle de ting der kan udvise svaghed over for andre, låser man inde i sit topsikrede pengeskab og smider nøglen væk.
Vi unge ville aldrig så meget som berøre sex eller andre intime emner især ikke over for vores forældre. Alle de private ting kaster vi ned i et dybt hul omme bag i hjernen.
Det ellers før så stærke bånd mellem os og vores forældre er ved at slå revner. Vi indelukker os i vores ustabile dagsrytme med lange nætter og uendelige skoledage.
Vi mennesker har for travlt med at få styr på tøjsnoren i vores liv, hvor alle de vigtige ting hænger og dingler. Vi burde fokusere på at leve i nuet og nyde hver enkel dag, som var den vores sidste. Vi tror, at vi lever evigt.
Døden er blevet glemt nu om dage. Vi ser på den med lukkede øjne, som om den ikke findes. Det er ikke fordi, at den ikke findes, men vi undgår den for alt i verden, hvorfor? Vi frygter den jo mere end noget andet. Hvorfor taler vi så ikke om den? Vi lever i vores eget lille samfund, hvor vi undgår, det vi frygter. I virkeligheden er vi i gang med at grave vores egen lille grav.
Vi bliver nødt til at bearbejde vores tanker om døden som samfund. Vi har skabt en kultur, hvor man er bange for at snakke om de ting, der trykker. Døden er naturlig, og den kommer til os alle en dag. Vi burde tale om den noget oftere, så den ikke virker forfærdelig. Det er selvfølgelig sørgeligt, når et menneske dør. Ingen tvivl om det. Men man gør kun sorgen større og værre ved at lade være med at tale om den.
Når der er noget, der fylder indeni, hjælper det at tale om det. Det løsner byrden, og man er ikke alene om tabet. Det gælder om at være åben og dele ens svære tanker, så man ikke står alene.

 

Journalist: Elias Spanggaard