Line T. Sehested hjælper nyresyge børn på Rigshospitalet 
Foto:  Karla Have

Karla Wu Enggaard Have

Journalist 7. kl

Johannes Luka Lass-Meyer

Journalist 7. kl

Når det lille hjerte holder op med at slå

Line Thousig Sehested er nyrelæge på børneafdelingen inde på Rigshospitalet. Her fortæller hun, hvordan det er at arbejde med nyresyge børn, og hvordan man taler med forældrene, når lægerne ikke kan redde deres børn. 

Det sker at børn dør

”Jeg tænker, det er jo ikke noget, der sker så ofte. Det tror jeg, er det allervigtigste, at der her i Danmark ikke er, så mange børn der dør. Så det er jo ikke noget, jeg har stor erfaring med, selvom jeg har været læge i 20 år. Det kan være, at jeg på et tidspunkt siger til forældrene, nu tror jeg faktisk, at det går den vej, at jeres barn snart skal dø. Her i Danmark har vi ikke det, der hedder aktiv dødshjælp, så vi venter på, at det sker. Vi sørger selvfølgelig for, at det ikke gør ondt. I den tid skal vi sørge for, at barnet har det så godt som overhovedet muligt og have lov til at være mest muligt hjemme, hvis man har lyst til det. Det er i hvert fald det, der inde i mig også betyder noget. Hvis man har søskende, er det vigtigt at være sammen som familie i det sidste stykke tid”.

Hvordan siger du det helt konkret til forældrene?

”Jeg vil sige til forældrene, at nu har vi gjort, hvad vi kan, og der kan ikke gøres mere. Jeg gør det sådan, at forældrene er der inde hele tiden. De får lov til at se, at vi kæmper, alt hvad vi kan for det barn, og vi lægger nogle gange barnet i respirator og trækker vejret for det. Forældrene kan holde deres barn i hånden, og så tager vi beslutningen sammen med dem om, at vi skal slukke for respiratoren. Forældrene får lov til at holde barnet og mærke, at det lille hjerte holder op med at slå, og barnet holder op med at trække vejret. Derefter kommer barnet ned, og ligge i noget der hedder et 6 timers rum, så vi er sikre på, at barnet er dødt. Forældrene håndterer det forskelligt, der er nogen, der gerne vil have barnet med hjem, så nogle af dem der kender barnet, kan komme og sige farvel derhjemme. Det der er vigtigt for mig er, at barnets familie får lov til at sige farvel”.

Hvordan får i det sagt, hvis der er flere børn?

”Det kommer an på, hvor gamle de er. Hvis det er et barn, som ikke har et sprog endnu, kan det være svært at forstå. Hvis det derimod er et lidt ældre barn, er det vigtigt at sige det ret direkte og prøve at bruge nogle ord som barnet selv bruger. Jeg har arbejdet i Nepal, og hver morgen når jeg kom ud på arbejdet, var der mindst et barn, der var dødt, og det var virkeligt hårdt”.

Familiens afsked

Hvordan oplever du, at de forskellige familier tager afsked med deres børn?

”Det er meget forskelligt. Der er nogle, der er meget stille, og så er der nogle der er desperate. Det er ofte sygeplejerskerne, der står med barnet, og har den helt nære kontakt med det og familien”.

 

Hvordan klarer du at have et arbejde, hvor man kan møde så stor en sorg?

”Der er meget ved mit arbejde, der giver glæde, så jeg føler, at mit arbejde giver stor mening for mange. Jeg snakker med sygeplejersker eller de andre læger i mit team. Jeg snakker også med en præst for at komme ud med mine tanker og følelser”.