Foto: Isabella Buch

Johannes Luka Lass-Meyer

Journalist 7. kl

Sigurd Holbæk Rathje

Journalist 7. kl

Kristian William Zemtsovski

Journalist 7. kl

Oscar Engelund Christoffersen

Journalist 7. kl

Viola Ingeborg Kyhl Øvlisen

Journalist 7. kl

Hvordan taler man med mennesker, der har mistet nogen? 

Mille Wong på 19 havde en veninde, hvis mor døde i maj 2019:

Mille Wong mener, at det er meget relevant at tale om døden, så det ikke bliver et tabu. ”Det er hårdt at miste, men det bliver endnu hårdere, hvis man ikke taler om det”, siger hun.  

”Man skal også finde en måde at tale med vedkommende på, for man må heller ikke gå for langt”. Mille Wong spurgte sin veninde, om hun havde lyst til at tale om sin mor, for det er vigtigt, så man ikke går alene rundt, med sin sorg. Mille talte især med hende, hvis hun kunne mærke hun havde det svært. Mille blev naturligvis også ramt af at tale med hende, for det kan være hårdt at have en veninde som er ramt af sorg. Mille fik også konstateret, hvor vigtigt det er at, sætte pris på dem man har nært, fordi man aldrig ved, hvornår man ikke har dem mere.  

I 2017 omkom den 19-årige Peter Borch fra 3.G fra Espergærde Gymnasium på studietur til Firenze.

Jakob Kehlet elev på Espergærde Gymnasium:

“Rektor Henrik Bæch bekræftede i en tale, da klassen var hjemvendt, at den 19-årige Peter Borch fra 3.G var omkommet. Han sagde også, at vi skulle tage ekstra hensyn til de mere på rørte elever fra 3.G og andre som stod Peter Borch nær. Det kom mest af alt som en kæmpe chok for alle. Man begyndte jo at tænke over, hvorfor det var sket. Man var bange for at gøre de andre kede af det ved at snakke om det. Samtidigt var det mærkeligt ikke at spørge ind til det”.  

Anne-Marie Engelund, lærer på Espergærde Gymnasium:

“Vi havde elever på studieture rundt om i verden og elever på gymnasiet, som alle var meget hurtige på de sociale medier, så hvordan skulle vi tackle situationen? På lærerværelset og i ledelsen skulle vi også koordinere de oplysninger, der kom fra politiet, udenrigstjenesten og pressen. Fra Firenze oversatte jeg et vidnes udsagn. Det var fortroligt, så jeg sad inde med en viden, som ikke alle på skolen vidste noget om. Da eleverne kom hjem, talte vi om det i klassen, og i løbet af dagen samlede rektor os alle til fællesmøder” 

Per Kristiansen var 25 år gammel, da han mistede sin far til selvmord:

“Vi talte faktisk ikke meget om det, hverken mine brødre og jeg indbyrdes eller med vores mor eller for den skyld vores slægtninge. Så det betød, at vi afskar den gren af familien fra det normale familiære samvær. Vi så dem kun ved meget sjældne lejligheder og havde svært ved at tale med dem om min far, fordi så væltede følelserne frem.  I den periode op igennem voksenalderen følte jeg og mine brødre os skamfulde over, at vi var kede at det, selvom der var gået så mange år. Men senere i mit liv kom jeg til at blive mere nysgerrig, fordi sorgen kom lidt på afstand. I min gren af familien gik der mange år, før jeg talte med mine børn om det.

Maria Vistisen mistede sin bedsteveninde til selvmord:

”Vi snakkede sammen med nogle af vores lærere til at starte med, om hvordan vi havde det, og om hvordan vi sammen kunne støtte op om hinanden. Yderligere så havde vi en præst, der kom forbi skolen og snakkede med os om døden og spurgte ind til, hvor vi troede, at Astrid var nu. Nogle svarede, at de bearbejdede det bedst ved at være sikre på, at hun var i himmelen, og disse holdninger var der også plads til at have. Vi var yderligere gode til at snakke højt om, hvad der egentlig skete, og hvordan det påvirkede vores hverdag. Det var ekstremt svært i starten, men jo mere vi snakkede højt om det, jo nemmere blev det at forstå.”

Arkiver