På Rigshospitalet er alle velkomne til at få fred i kapellet. Foto: Laurids Paulsen

Elias Spanggaard

Journalist 7. kl

Isabella Buch

Journalist 7. kl

Laurids Christian Ege Paulsen

Journalist 7. kl

Præster og døden i tæt samarbejde på hospital

Der er rigtig mange, der egentligt ikke er så bange for at dø.

DPT ankommer til Rigshospitalet på en solrig dag med en klar dagsorden. Vi skal tale om døden med hospitalspræsten Maria Baastrup Jørgensen.

Vi går gennem hovedindgangen og kommer ind i en helt anden verden, hvor personer i hvide kitler stormer rundt, og alle slags mennesker går rundt med enten gipsarm, kæmpe mave eller noget helt tredje. Der er liv, sygdom og død i luften.

Vi møder Maria Baastrup Jørgensen i kirkerummet i selskab med nogle af de andre præster. De sidder og drikker kaffe ved et aflangt skrivebord med en bunke papirer foran sig.
Hun er en ud af fire præster på hospitalet, og nu deler hun ud af sine erfaringer og oplevelser.

Præst om dødens tabu

Vi spørger hende: “Hvorfor tror du at døden er tabu?”
Inden hun svarer, tager hun en dyb indånding, og så strømmer ordene ellers ud af hende.
Maria tror at grunden til, at mange har svært ved at tale om døden, er at de er bange for at gøre nogle ked af det. Eller det kan være, at man måske selv kommer i tanke om, at man har døden i vente på et tidspunkt.
Hun oplever egentlig, at de fleste ikke har svært ved at tale om det. Der er dog nogle, der ikke har lyst, og det skal de have lov til, siger hun.

Maria Baastrup Jørgensen er hospitalspræst på Rigshospitalet og kan tale med alle der ønsker det. Foto: Laurids Paulsen.

“Børn er mere åbne end voksne”

Citat: Maria Baastrup Jørgensen

 Den svære samtale

Maria og de andre præster bruger det meste af deres dag på at snakke med patienter, eller andre der kunne have brug for deres hjælp.
Hun synes at alle samtaler er unikke, men hun har alligevel en fast rutine:
“Jeg stiller nogle spørgsmål, som andre måske nogle gange kan være forskrækkede over at stille. Jeg spørger fx “når du nu ligger her alle de timer, hvad tænker du så mest på?”
Svarene er mange, men de fleste tænker på at sige farvel til livet og deres kære.
Hun kan også finde på at spørge, om de har nogle ideer om, at der sker noget på den anden side, og det vil de faktisk rigtig tit gerne fortælle om.

Døende mennesker er forskellige, lyder det fra Maria. De har dog fællestræk hvad angår deres tanker og overvejelser om døden.

“Der er rigtig mange, der egentligt ikke er så bange for at dø, men snarere er kede af at skulle dø. Der er også en del, der tænker lidt over, “hvad har jeg brugt mit liv på? Hvordan blev mit liv egentlig?” De tænker rigtigt meget tilbage.” siger Maria.

Hun oplever, at der er mange, der tror, at når folk begynder at tale om døden, skal man være klar med kloge svar, men i virkeligheden handler det bare om at være nærværende og stille nysgerrige spørgsmål.
“Det er det, jeg øver mig mest på, at stille spørgsmål” siger hun med et lille grin.

Maria har lagt mærke til, at når der er børn, som er alvorligt syge, er der ingen, der gider at tale om det, fordi det er så tragisk.
Børnene siger dog heldigvis “Jeg vil faktisk gerne tale om det her, fordi jeg tænker på det hele tiden”.
Maria er fan af børnenes måde at være så ligefremme på.
“Jeg oplever næsten at børn er mere åbne end voksne” siger hun og smiler

Troen

Når Maria snakker med troende, varierer det hvor meget gud fylder. De beder typisk en lille bøn sammen, men så bliver det heller ikke til meget mere end det. Til gengæld har hun lagt mærke til, at når hun kommer ind ad døren, er der en del der skynder sig at sige, at de skam ikke er kristne eller medlem af folkekirken. Nogle ender så med at blive det. Der er faktisk mange der bliver troende i deres tid på hospitalet, fordi det kan bidrage med noget håb.

Der er en undersøgelse, der viser, at op mod 80% af patienterne beder til gud på hospitalet. Hvis de så bliver raske og skal hjem igen, ligger nogle troen fra sig igen, for nu har de ikke brug for den længere.

I Kapellet kan patienter og besøgende frit skrive i denne lille bog, om hvad de har lyst til. Foto: Laurids Paulsen