Birte Cordt Andersen mistede sin bedste veninde, da hun gik i 1. klasse på den franske skole på Frederiksberg.

Foto:  Victoria Gyldenkærne

Victoria Cordt Gyldenkærne

Journalist 7. kl

Clara Therese Schuster

Journalist 7. kl

Hubert Frederik Gottlieb

Journalist 7. kl

Det sværeste jeg har oplevet 

Den dag bomberne faldt det forkerte sted, skete en ulykke, der aldrig skulle være sket. Hjælpeaktionen gik galt og førte til død.

En torsdag eftermiddag pipper fuglene, og en hund gør. Birte Cordt Andersen, som var elev på den franske skole i 1945, inviterer DPT indenfor i spisestuen på Frederiksberg. Hun byder på en kop te og en småkage.

Et valg, der har holdt mig i live

Det er den 21. marts 1945. Pludselig kan de høre bombeflyene rumle, og vinduerne begynder at klirre. Nonnen råber, at pigerne skal stille sig op på række. Lyden bliver højere og højere. De får besked på at gå ned i kælderen. Birte er 8 år, og går i 1. klasse på den franske skole på Frederiksberg. Hun har svært ved at forstå hele situationen, og hun er ikke forberedt på, at nogle af hendes veninder vil dø så pludseligt.

På vej ned til kælderen tænker Birte meget på sin mor. Hun siger til hende, der står lige ved siden af: “Jeg vil ud, jeg vil væk. Jeg vil hjem til min mor.” De tager hinanden i hånden og løber ud af den store hoveddør til skolegården. Nogle af bomberne er allerede eksploderet. Uden for er der helt tåget af røg. De løber alt, hvad de kan, lige ved siden af store flammer, og de får støv i øjnene. De kan næsten ikke se noget, men de kommer væk fra skolen og hen på en sidevej. Her ringer de på døren til et tilfældigt hus for at komme ind i sikkerhed. En venlig mand åbner og ser med det samme, at de kommer fra den franske skole. De står jo der med deres sorte skolekjoler på og røg over alt. Han spørger, hvad de hedder. “Det kan vi slet ikke huske.” svarer Birte. De ved ikke, hvem de er, eller hvad de selv hedder. De kigger bare lige ud i luften helt stivnede af chok.  

En 1. klasse på den franske Skole før ulykken. De piger med kors på brystet omkom i ulykken. Birte er markeret med en rød cirkel. 

Foto:  Dansk presse foto

”Jeg tror aldrig mere på gud. Aldrig. Der er ikke nogen deroppe. For så ville dette ikke være sket.

Birte Cordt Andersen

En tid med bekymring

Efter ulykken havde Birte ikke rigtig forbindelse med sine overlevende klassekammerater. De opsøgte ikke hinanden, da de alle var meget berørte af situationen. Hun var hjemme et godt stykke tid sammen med sin mor og lillesøster for at komme sig over det store chok, hun havde fået. 

“Jeg havde overhovedet ikke svært ved at tale med mine forældre”, siger Birte klart og tydeligt. Hun følte sig tryg hos sin familie, og derfor var det dem, hun talte med. Hun snakkede meget med sine forældre om ulykken og hendes følelser, hvordan det var at starte på en ny skole og få en ny start og hvordan hendes tilstedeværelse var.

Birte prøver at tænke sig tilbage. Hun fortæller, at hun havde et problem med den franske skole, der var katolsk med nonner som lærere. I starten af hver time bad de nemlig til gud og derfor sagde hun til sine forældre: ”Jeg tror aldrig mere på gud. Aldrig. Der er ikke nogen deroppe. For så ville dette ikke være sket.” Hun siger også, at der var en periode, hvor hendes forældre og hende selv hele tiden græd, fordi det var en meget voldsom ulykke, hun havde været udsat for. Men også fordi forældrene var taknemmelige over, at hun overlevede. ”Hvis jeg var gået ned i kælderen, havde jeg nok ikke siddet her i dag”, forklarer Birte. “Seks i min klasse omkom, bl.a. min bedste veninde Elsebeth,” siger Birte trist.

Det er noget, Birte aldrig glemmer

I dag er ulykken noget, som stadig står helt klart i Birtes hukommelse. ”Det er noget, jeg aldrig glemmer,” siger hun uden at tøve. På Frederiksberg Allé er der et mindesmærke med en statue af en nonne og to børn. Hun kommer der hvert år den 21. marts, da det er den dag ulykken skete. Her lægger hun en buket blomster. Som voksen har hun taget kontakt til nogle af de overlevende fra hendes klasse og skole. De er sammen til gudstjenester, mødes ved mindesmærket og deltager nogle gange i et lille arrangement, hvor de mindes det der skete. Birte taler ikke om ulykken i dag, med mindre nogle spørger ind til det. Ulykken har påvirket hende meget. Hun har fået en frygt for at være nede i kældre, og hun kan ikke lide at være alene i rum. “Jeg går aldrig ind i en elevator alene. Jeg er altid sammen med mindst én,” fortæller Birte bestemt.

Arkiver

Hvert år d. 21. marts mødes Birte ved mindesmærket på Frederiksberg Allé med sine skolekammerater for at mindes de døde. Foto: Clara Schuster